Har du nogensinde mødt brugerne af dine IT løsninger?

Bragt i Computerworld d. 3. juni 2015

I forbindelse med kommunalvalget I 2013 faldt jeg i snak med en repræsentant for ældresagen til et borgermøde og det endte med at jeg meldte mig som IT frivillig for ældresagen.

Det betyder i praksis at jeg 2-3 uger om året har en vagttelefon som de ældre i min kommune kan ringe på hvis de har IT-relaterede problemer.

En typisk henvendelse kan handle om alt lige fra ”min laptop virker ikke mere” (løsning er som regel at tænde på stikkontakten, eller sætte stikket tilbage i stikkontakten) over problemer med netbank/nemid til malware-inficerede operativsystemer. De fleste problemer er noget som vi IT-nørder kan løse med begge hænder bundet på ryggen, men det er problemer som virker fuldstændig uoverskuelige og er et stort indgreb i hverdagen for en sød gammel dame på 85 år som gerne vil sende en e-mail til børnebørnene.

Der er mange ældre medborgere som ikke lige har en søn/datter i nærheden der kan fikse problemerne. Hvem skal de gå til?

Vi stiller som samfund faktisk enorme krav til vores ældre medborgere når vi forlanger at de skal kommunikere med det offentlige gennem diverse halvbagte IT løsninger, og det er særdeles sundt for os IT professionelle at mødes med den del af vores brugere, der ikke finder alt det der computer-noget naturligt.

Jeg bliver ydmyg over den kampvilje jeg møder når jeg ser de udfordringer som de ældre møder, og hvor stor en indsats de faktisk gør for at lykkes med det.

Et godt eksempel er en ældre herre der er blind, og var kommet 95% igennem en installation af en e-mail konto på en iphone, udelukkende ved brug af voice-over (telefonen læser højt hvad din finger trykker på). Prøv lige at tænke lidt over hvor lang tid det ville tage dig at gøre det! Stor respekt! Ham skal jeg i øvrigt besøge igen i aften – hans telefon er begyndt at læse højt på fransk.

Alle kommuner har implementeret en portal som borgerne skal benytte i forbindelse med kontakt til diverse kommunale institutioner, og de fleste er efterhånden med ganske veldesignede brugerflader. Men det er tydeligt at designerne har vægtet ’lækkerhed’ højt. Et ”klikbart element” vises nogle gange som en knap, nogle gange bare tekst, nogle gange et felt. Navigation på en sådan side er overhovedet ikke noget jeg tænker over – som de fleste af jer så ”ved jeg intuitivt” hvor jeg skal klikke for at komme videre. Men det gør jeg fordi jeg har den grundlæggende forståelse/erfaring med at navigere i sådanne interfaces. Det er meget lærerigt at observere en person forsøge sig, når vedkommende mangler den grundlæggende intuition. Det burde være obligatorisk for alle GUI designere at opleve det!

Et andet klassisk eksempel er, at farverne på siderne er valgt efter at det skal være flot, men der er ikke tænkt over at svagtseende ikke har det godt med svage kontraster.

Jeg er en del af en lille gruppe på omkring 10 PC hjælpere i min kommune, og kan ikke lade være med at bemærke at som 42-årig er jeg langt den yngste i gruppen. Det er faktisk synd at der ikke er flere af os unge (hvis jeg må tillade mig at strække begrebet en smule …) som deltager aktivt i dette arbejde. Der er erfaringer at hente, som kan bruges i arbejdet efterfølgende!

Derfor vil jeg opfordre jer alle til at overveje om ikke I kunne ofre en smule tid på at hjælpe jeres ældre medborgere med at forstå og bruge alle de moderne teknologier.

Man møder rigtig mange spændende mennesker og så er det helt ærligt en fornøjelse at gøre andre mennesker glade. Og det er endda lykkedes at få nogle stykker over på Linux!

Klik ind på ældresagens hjemmeside og læs om det, at være IT-frivillig.

2 meninger om “Har du nogensinde mødt brugerne af dine IT løsninger?”

  1. Hej Steen
    Som kollega er jeg enig med arbejdet med de ældre, men med hensyn til de unge
    (yngre end dig) mange af dem er ikke egnet til at undervise/hjælpe, de er alt
    for hurtig i deres omgang med pc, de ældre kan ikke følge med og lære så intet.
    Men ja de som kan lære fra sig er efterspurgt, jeg har bare ikke fundet ret mange,
    og de fleste af dem stopper ret hurtig. Og når jeg ønsker et svar fortælder de at de
    skal vider i livet, de er ikke underviser. Det er måske der vi har et problem i folke-
    skolen, en ung som har interesse i pc ect. er ikke interesseret at undervise. Det
    smitter så af på ældre sagen. i øverigt en go side du har her.

  2. Enig, Hans Jørgen. Det kan være svært at få helt unge med på vognen. Den yngste i vores gruppe er midt-20erne og DTU studerende. Men han er nok en sjældenhed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.