For over 10 år siden tog jeg en købs-beslutning. Efter diverse low-end 1 og 2 bay NAS versioner fra forskellige producenter faldt jeg over TS-639 fra Qnap og valgte at “nu skulle det være”: Jeg smed en stak penge efter en “Ordentlig NAS” med (dengang) svimlende 12 TB plads.
Det startede et varmt forhold til Qnap som producent der resulterede i endnu et indkøb af en Qnap NAS for en 3-4 år siden. I dag mere end 10 år senere er kærligheden ikke rustet endnu, til trods for en fejlende strømforsyning i min første Qnap kun 4 år efter købet.
Der findes flere producenter af NAS som laver produkter med tilsvarende ydelse og featuresæt, så det kunne have været nærliggende for mig at prøve om “græsset er grønnere på den anden side af åen”, men en specifik ting har fastholdt mig som loyal kunde: Qnap releaser fortsat firmware updates til min NAS, 11 år efter jeg købte den! Og ikke kun sikkerhedsopdateringer, men nye funktioner og generelle forbedringer. Det er den slags, der kan fastholde mig som loyal kunde.
Min far sagde engang noget i retning af, at den daglige irritation ved den dårlige kvalitet af billigt værktøj varer ved længe efter glæden ved den lave pris er glemt.
En NAS er et værktøj til dine data på samme måde som en skruemaskine er et værktøj til GDS’eren. Køber man en fornuftigt bestykket NAS fra en leverandør som sørger for at vedligeholde firmwaren vil den blive ved med at give tilbage i hverdagen længe efter den billige model er røget på genbrugspladsen.
Nu var det jo ikke mine gamle NAS’er vi skulle snakke om, men den nye TS-h973AX fra Qnap som jeg har hygget mig med gennem et par uger. Til en pris omkring 9000 kr uden diske er det absolut ikke en billig NAS, men den tilbyder til gengæld også stort set alle de features man kan forestille sig en NAS kan have. Og vigtigst af alt har den 10 Gbps netværk!
Jeg vil ikke gennemgå alle de almindelige features, som oprettelse af disk arrays, shares, brugere, rettigheder osv. Det er ganske nemt at konfigurere og virker som forventet ganske glimrende.
Jeg har valgt at fokusere på to specifikke områder, hvor jeg er specielt interesseret i denne NAS: Hastigheden og så mulighederne for at oprette virtual machines (og om de performer ok).
Først selve hastigheden: Jeg har testet med både SMB og NFS og får i begge tilfælde oppe omkring 550 MBbs i rå overførsel. En halv gigabyte hvert eneste sekund!! Det svarer til ca. 4,4 Gbps og så kunne man jo mene at det er da sølle at man kun får halvdelen af de 10 Gbps som netværket understøtter. Men i realiteten er vi simpelthen helt oppe hvor det er diskenes hastighed der er den begrænsende faktor. De 8TB WD RED Pro diske jeg havde lånt til at teste med har en maksimal læsehastighed på 235 MBps per stk, og jeg opnår kun de ~550 MBps på grund af den hastighedsforbedring man får som følge af at køre enhederne i RAID. Jeg valgte at konfigurere dem i RAID0 som er den RAID variant der giver bedst performance, men det kan ikke anbefales at benytte den konfiguration hvis man har data man ikke vil miste. Med den disk størrelse bør RAID6 eller bedre vælges til et “produktions setup”.
Hvor linux og windows filesharing virkede fint med høj ydelse oplevede jeg dog en mere skuffende ydelse over SCP, der kun opnåede omtrent det halve. Stadig komfortabelt over den hastighed man kan få over et 1 Gbps link, men burde være lige så hurtig som SMB/NFS. Jeg havde ikke et 10G netkort til min Macbook, så jeg har desværre ikke haft mulighed for at verificere om ydelsen er tilfredsstillende med AFP.
Kigger man på Qnap’s marketing materiale påstår de at de har målt næsten 1,2 GBps i windows file transfer. Jeg kan se på det setup de har valgt, at cachen sandsynligvis er bygget på to stk (dyre datacenter-grade) M.2 SSD’er med en læse performance på 2,7 GBps. Noget bedre specs end de (max 550 MBps read) SSD diske jeg testede med. Så konklusionen må være at med de rette diske kan man komme helt op og udnytte de fulde 10 Gbps. I hvert fald hvis man lige sørger for at den fil der hentes allerede er placeret i cachen…
Og det bringer mig til næste feature som understøttes: SSD Caching. TS-h973AX understøtter 5 gammeldaws “spinnediske” og der udover er der fire SSD bays, hvoraf de to understøtter M.2 NVMe diske. Det betyder at man kan sætte en eller flere højtydende SSD diske foran sit RAID som en cache, hvilket vil forbedre ydelsen på IO operationer meget væsentligt. For en enkelt-bruger som mig er det nok af begrænset praktisk betydning, men hvis man forestiller sig en virksomhed hvor 10-20 brugere tilgår data kan det øge performance meget væsentligt.
Kigger vi nu på muligheden for virtual machines, som jeg har benyttet med stor fornøjelse gennem flere år på min gamle Qnap TS-563 NAS så er det særdeles enkelt at oprette VM’er og på netværkslaget er ydelsen rigtig fin. Mellem to linux-VM’er (gennem virtIO driveren) opnår jeg godt 16 Gbps i hastighed. Prøver jeg samme øvelse gennem 10G netværket opnår jeg lige knap 10 Gbps. Lækkert! Men lidt malurt skal hældes i bægeret: File IO på virtual machines er skuffende lav. Netværkshastigheden er flot, men i samme øjeblik jeg laver f.eks. en læsning/skrivning fra disk på en VM så dropper hastigheden ned under 100 MBps, og altså endda under 1Gbps. Det er skuffende. Jeg kan ikke afvise at man kan justere sig ud af det, men jeg var i hvert fald i stand til at finde en løsning på den tid jeg havde sat af til testen. Det betyder ikke at VM er ubrugelige på nogen måde, men man bør være opmærksom på det, hvis man vil køre ting som er disk-intensive på en VM på denne NAS.
Alt i alt synes jeg TS-h973AX har været et fint bekendtskab. Prisen er høj, og en GDS’er med et minimum af kompetencer kan bygge noget selv til en lavere pris. Men skal man bare have noget i en lækker pakke der fungerer ud af boksen og som sparker røv på et 10 Gbps LAN, så kommer Qnap med et fornuftigt bud her!
I samme ombæring har jeg fået storebror TVS-h1288X til test, men den må vente til næste artikel/video.
Se min gennemgang og test af TS-h973AX i denne video:
Hej Steen
Først en tak for de altid gode videoer
Vil lige henlede til det du siger sidst i videoen omkring VM IO performance
Jeg vedhæfter lige et par links vedr. Virtio Drivers.
Først en lille video omkring dette
https://www.youtube.com/watch?v=UNvEaBGc73c
Link til Drivers.
https://docs.fedoraproject.org/en-US/quick-docs/creating-windows-virtual-machines-using-virtio-drivers/index.html
Glæder mig til at se din test af TVS-h1288X – Som jeg tror blive mit næste Qnap NAS