Windows 10 og Jagten på Safe-Mode

Kære Microsoft.

Jeg er OS-agnostiker og benytter i hverdagen en blanding af OSX, Linux og Windows i forskellige varianter. Hvert OS har sine fordele og ulemper.

Men på et bestemt område har I, kære Microsoft, den blå førertrøje: Skærmbilleder uden indikation af progress.

I forbindelse med mit arbejde for ældresagens PC hjælpere besøgte jeg idag en ældre herre som har en 2 år gammel laptop med windows 10 installeret. Et eller andet er gået i spunk i forbindelse med den automatiske opdatering, og maskinen er nødt til at rulle opdateringerne tilbage.

Det er sådan set fint nok, men det havde den været i færd med i over to døgn, da jeg blev kontaktet. Skærmbilledet siger fint hvad der foregår:

 

win10bsod
Klar besked! Men hvor langt er du kommet i processen?

Men hvorfor, kære Microsoft, tilføjer I ikke en eller anden form for indikation af hvor maskinen er i processen? Drømme scenariet er selvfølgelig en progressbar som viser forventet tid til at nuværende opgave er færdiggjort, men det har jeg stor forståelse ikke er nemt at implementere. Det er svært at vide på forhånd hvor lang tid en kompleks sekvens af handlinger på arbitrær hardware vil tage.

Men softwaren kører jo ikke tilfældige processer! Ovenstående skærmbillede viser at en række “undo-handlinger” er under udførelse. Hvis I i det mindste (som I jo også gør i andre sammenhænge) skrev noget i retning af “udfører handling X ud af Y handlinger“, så ville man have en fornemmelse af om der sker noget.

“Don’t turn off your computer”

Ok, så hvor længe skal man sidde og vente? I det konkrete tilfælde havde maskinen stået i mere end 50 timer. Skulle jeg have sagt til den ældre herre, at han lige skulle give den en uge mere? En måned?

Hvorfor i alverden laver I ikke en timeout funktion?

 

"Åhh hvor længe, åhh hvor længe..."
“Åhh hvor længe, åhh hvor længe…”

Jeg gjorde det eneste jeg kunne gøre: Jeg slukkede for maskinen. Vi ved alle hvad problemet er – jeg har set det flere gange før: En driver update giver problemer og forhindrer boot. Løsningen er enkel: Boot i safe-mode og manuelt downgrade den pågældende driver (samt bloker for automatisk update af den fremover).

Men nu rammer vi ind i en feature som I, Kære Microsoft, har implementeret i windows 10. Den hedder “Desperat jagt efter at enable safe-mode”.

I de glade gamle dage med windows 7 og nedefter var safe-mode et spørgsmål om at trykke F8 under boot. Det var så let at selv jeg kunne finde ud af det.

Windows 10 skal boote hurtigt, og det er ifølge nogle forklaringer på nettet årsagen til at F8 (eller shift-F8) ikke virker længere. Vi er helt sikkert alle varme tilhængere af hurtig boot, men helt ærligt! Et eneste lille bitte sekund kunne man have ofret på et timeout i bootsekvensen, hvor der ventes på F8. Det tror jeg langt de fleste ville have haft det fint med.

Men nej nej. Nu er det skam lavet meget mere GUI-lækkert: Nettet flyder med fine beskrivelser af flotte GUI skærmbilleder hvor man kan konfigurere startup muligheder, herunder safe-mode. Man kan endda bare holde shift nede mens man klikker genstart. Ih, hvor er det bare smart! Se bare denne how-to fra jeres egen hjemmeside.

Men, Kære Microsoft, der er en lille detalje…

PC’en vil ikke boote….

Så er det jo ligesom lidt svært. Hønen og ægget, og alt det der…

Jamen hvad gør man så? Så er det jagten på safe-mode går ind.

 

 

  • Man søger og søger på google. Man læser lange tråde igennem som diskuterer problemer der minder om ens eget problem.
  • Man laver en recovery disk på en anden maskine, og booter med den. Her kan man ifølge nettet gå ind og enable safe-mode. Det kunne jeg så ikke. Menupunktet mangler simpelt hen?!?
  • Man går i command prompt fra recovery disken og prøver at enable safe mode den vej:
c:
bcdedit /set {default} bootmenupolicy legacy
exit

Men det fejler

  • Man spørger i omgangskredsen og prøver alle deres råd

Langt om længe. I en obskur diskussion på et obskurt website falder man over et fif man ikke har prøvet før

… Og entrerer safe-mode NIRVANA!

 

2016-05-16 10.41.19

YES!! råber jeg og løber et par gange rundt om mig selv mens jeg fist-pumper adskillige gange og uddeler high-fives til såvel hustru som datter, der begge ser lidt forskrækkede ud.

Med rystende hænder af bare glæde trykker jeg 4 (safe mode) og læner mig triumferende tilbage.

Efter et boot og en inciterende “starting safe mode” besked ender computeren på et velkendt skærmbillede:

win10bsod

Argh, Kære Microsoft, I gør det ikke nemt at elske jer…

Nå men nu har jeg da i det mindste hul igennem til recovery funktionerne som jeg begynder at lege med. Der er en “automatic startup repair”, som jeg prøver først.

autorepair

Den brugte en times tid, men fejlede selvfølgelig.

“Refresh your PC”. Spændende, hvad mon den gør? Vi prøver

En forfriskende behandling
En forfriskende behandling

To timer senere: SUCCESS!

Konsekvensen er dog at windows 10 er blevet nedgraderet til windows 8. Men nu virker den i det mindste.

Suk 🙁

2 meninger om “Windows 10 og Jagten på Safe-Mode”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.