Undgå skader nytårsaften: Elektrisk affyringsmekanisme til fyrværkeri


Nytårsaften nærmer sig med hastige skridt, og jeg syntes derfor at jeg ville bruge lidt tid på at lave en elektrisk tænder som jeg kan bruge til at affyre raketter og andet fyrværkeri.

Hvorfor er det en god ide – altså ud over den åbenlyse: “fordi det ser sejt ud” ?

Disclaimer: Sikkerhedsstyrelsen siger, at almindelige mennesker ikke må benytte elektrisk antænding af fyrværkeri. Det er forbeholdt professionelle. Lidt ligesom hvis man sagde at kun professionelle chauffører må bruge ABS? Jeg vil overlade det til din egen samvittighed, om du vil benytte en metode som den jeg beskriver i denne artikel. Fun-fact: Apparatet er lovligt, såfremt ingen del af fyrværkeriet berøres, så man kan overveje at lave en fjernbetjent lighter af jet-typen som alternativ.

Det er faktisk en væsentlig mere sikker måde at tænde dit fyrværkeri, da du ikke fysisk er i nærheden af raketten, når lunten antændes.

Fyrværkeri kommer i mange forskellige slags kvaliteter, og det ses jo desværre, at menesker kommer til skade, når defekt fyrværkeri eksploderer op i hovedet på dem. Mit luntetændingsaggregat gør, at du kan stå langt væk fra fyrværkeriet, når lunten antændes.

Ca. 10% af alle de skader som krævede lægebehandling sidste år skete under antænding af fyrværkeriet. De kunne i princippet alle være undgået med en dims, som den der beskrives i denne post.

Nå – til sagen! Mine designkriterier var, at selve den del der antænder lunten skulle kunne genbruges. Der er adskillige kommercielle løsninger på markedet, og de har alle det til fælles, at luntetænderen skal skiftes efter hver affyring.

Det næste krav var, at jeg ikke ville være afhængig af et stort, tungt 12V bilbatteri. Der findes en del GDS beskrivelser af en tilsvarende boks på nettet, men de har alle det til fælles, at de afhænger af et stort, tungt batteri.

Jeg har derfor valgt en løsning, hvor en boks med batteriet befinder sig i nærheden af fyrværkeriet, og den er så forbundet med en lang ledning til den boks man holder i hånden og kontrollerer affyringen fra. Strømmen mellem batteri og glødetråd sluttes med et relæ.

Grunden til dette er, at jeg derved gør den del af ledningerne, hvor der skal løbe en stor strøm kortest mulig. Det betyder at jeg kan nøjes med et meget mindre batteri, og at effektiviteten af løsningen bliver uafhængig af kabellængden mellem brugeren og raketten.

De to bokse er forbundet med et 3-lederkabel. Jeg har benyttet jackstik (hovedtelefonstik), da det var hvad jeg lige kunne finde i skuffen. Jeg vil dog fraråde at bruge jackstik til dette, da de ikke er velegnede til formålet. Når man isætter et jackstik bliver benene kortvarigt kortsluttet, hvilket ikke er så godt, når man har et strømstærkt batteri siddende. Derfor skal du som minimum huske, at enheden skal være slukket medens du forbinder de to bokse. Et bedre alternativ ville f.eks. være nogle af disse – som også er vandtætte.

Se videoen, hvor jeg beskriver og demonstrerer dimsen her:

Jeg brugte følgende stumper:

Kontrolboksen:

  • Fire” knap, til knap 7 kr.
  • “Arm” nøgleafbryder til 42 kr
  • 2 x LED (en rød, en grøn), 2 x 270R modstande til 1 kr.
  • et jack-par (han+hun) – men pas på, som beskrevet i teksten.
  • ca. 10 meter 3-leder kabel (jeg snoede det selv af enkeltledere), 24AWG eller hvad du nu har i skuffen
  • Alubox, f.eks. denne til 49 kr

 

Batteriboksen:

  • Et 7,2V NI-MH batteri, f.eks. dette, til 150 kr.
  • en madopbevaringsboks til 25 for 4 i Silvan.
  • Et relæ (250V/10A)
  • en gul lysdiode, og en 270 R modstand
  • Et par bananbøsninger til en 5’er
  • Et par bananstik til en 10’er
  • et par meter 230V ledning
  • En tøjklemme, lavet af træ
  • Kanthaltråd, f.eks denne 10 m rulle til 39 kr. Jeg brugte 0,4 mm varianten.

Ialt, ca. 300 kr, men hvis du roder i skufferne og er lidt kreativ, så kan du gøre det væsentlig billigere. Den eneste stump jeg ikke havde i forvejen og dermed måtte købe var nøgleafbryderen til 42 kr (og den er der udelukkende for bling-effekten).

 

8 meninger om “Undgå skader nytårsaften: Elektrisk affyringsmekanisme til fyrværkeri”

  1. Hej jeg heder Rasmus go jeg kunne godt tænke mig en af dine fyrværkeri tænder hvis jeg betaler dig for at lave en til mig vil du så lave en til mig

    1. Hej Rasmus,
      Desværre, jeg har ikke tid til det. Den er supernem at lave selv! Hvis du har specifikke spørgsmål til hvordan, så skriv dem her, og jeg vil gøre mit bedste for at svare.

      // Steen

        1. Hej Steen.

          De der modstande, hvordan monteres eller fastgøres de og hvilke forbindelser på relæet skal man bruge?
          Jeg er lidt grøn til sådan noget, men elsker at være kreativ.

          Vh. Martin

  2. Hej Steen,
    God inspiration. Jeg vil prøve at lave en ”fjernbetjening” til at tænde pejsen i vores sommerhus lige inden vi ankommer. Og her har jeg bygget lidt på din ide, men kan ikke få det til at virke. Da jeg ikke er elektriker og ved nok om hvad problemet kan være, vil jeg gerne spørge om du måske kan hjælpe?
    Jeg bruger wifi en 220V kontakt (der jo kan fjernstyres via Tuya) i stedet for at den tænder strømmen til en f.eks. en lampe, tænder den for strømmen til en transformer (her har jeg bruget en gammel computer transformer der giver 19V og 2,3A) som så skulle bruges til at varme glødetråd op til at tænde tændstik inde i brændeovnen. Jeg mener dette burde være nok, men jeg kan ikke få glødetråden til at blive varm og gløde. Som glødetråd har jeg forsøgt mig med en tynd kobbertråd, ståluld eller kanthaltråd. Intet virker! Ved du hvorfor og hvad der er galt?

    1. Hej Niels,
      Først vil jeg lige sige… Uhh, tænde ild uden du er til stede… Men det skal jeg ikke blande mig i.

      Et par gæt:
      1. din kanthaltråd er for lang, så modstanden er for høj og dermed bliver strømen for lav til at den vil gløde.
      2. Der er en kortslutningssikring i din strømforsyning så den afbryder strømmen når kanthaltråden tilsluttes.

      // Steen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.