Bragt i Computerworld d. 18 januar 2016
For adskillige år siden blev “Internet.org “ initiativet startet af Facebook, og p.t. foregår der en større diskussion omkring dette initiativ i udenlandske medier.
Kort fortalt går det ud på at tilbyde gratis “basis internet” til 1 milliard indere som i dag ikke har nogen internetforbindelse. Det lyder jo umiddelbart som noget man kan have svært ved at have noget imod, men sagen er lidt mere kompliceret end det.
Der er nogle store dilemmaer og jeg synes derfor det er en interessant diskussion, og det ville være ærgerligt at gå glip af den her i vores lille andedam.
Derfor kan I betragte denne klumme som et oplæg til diskussion. Jeg giver her min holdning til problematikken og jeg håber at I vil byde ind med jeres holdninger i debatsporet under artiklen.
Først og fremmest, lad os lige kigge nærmere på sætningen: ”Gratis basis internet til en milliard mennesker, som i dag ikke har adgang til internettet”. Nøglen til den fortsatte diskussion er det lille ord ”basis” som indgår i sætningen, for hvad menes der egentlig med basis?
Er ”basis” en lav hastighed eller en begrænsning på antal MB/måned man kan downloade?
Lad os kigge nærmere på Facebooks egen definition:
Free Basics by Facebook provides people with access to useful services on their mobile phones in markets where internet access may be less affordable. The websites are available for free without data charges, and include content on things like news, employment, health, education and local information.
Der er altså ikke tale om en gratis internet forbindelse, men gratis adgang til bestemte websites. Se det synes jeg jo er en helt anden ting, og det har nogle implikationer som gør at jeg er noget loren ved hele ideen.
Onde tunger kunne indvende: ”Steen, din løn afhænger af at folk gider at betale for deres internetforbindelse, så selvfølgelig skal du være imod det!”
Og der er ingen tvivl om at traditionelle ISP’er vil få det særdeles svært i et marked hvor en ekstern spiller kommer ind og forærer produkterne væk.
Så det er skidt for ”branchen”, men det kan brugerne jo være helt ligeglade med.
Men er det egentlig godt for brugerne?
Umiddelbart vil jeg mene at for den enkelte bruger er det uendeligt meget bedre dog at have nogen adgang til internettet, fremfor ingen adgang overhovedet. Internet.org har da også nogle fine casestories hvor de viser forskellige afrikanske unge mennesker der har færdiggjort uddannelser og lignende som følge af denne adgang.
Men hvis vi løfter os lidt højere op og kigger på samfundet som et hele, så synes jeg faktisk at der er nogle betydelige problemer, da hele denne ide strider totalt mod de generelle principper for net neutralitet.
Figur 1: Kilde: Wikipedia
Når jeg leverer en internetforbindelse til en bruger i Danmark, så blander jeg mig ikke i hvilke services eller websider som den pågældende bruger benytter. Derfor er Fullrate net neutrale (og det er vores kolleger i Danmark i øvrigt også). Vigtigt: de eksempler jeg kommer med i det nedenstående er altså ikke noget vi overvejer at gøre. Det strider 100% mod vores grundholdning, og er udelukkende for at illustrere mine pointer! 😉
Hvad skulle argumentet være for ikke, at være net neutrale (hvis vi lige glemmer de to åbenlyse svar: 1: moral, etik og fairness og 2: kunderne vil forhåbentlig skride, og sende en ikke-net-neutral ISP ud i glemslen)?
Det kan være for at give egne produkter en konkurrencefordel. Forestil jer, at Fullrate implementerer ”FullFlix” som en konkurrerende service til Netflix. Efter nogen tid konstaterer vi, at kundeindtaget til den nye service ikke er så stort som forventet, og at mange kunder stadig foretrækker Netflix. Hvad gør man så? Hvis man ikke hævder net neutralitetsprincipperne, kunne man jo overveje enten helt at blokere for Netflix i egen net, eller alternativt at båndbreddebegrænse trafikken fra Netflix.
Det kunne være for at tjene flere penge. Man kunne lave eksklusivaftaler, så brugere af en service er tvunget til at være kunder hos en bestemt ISP for at kunne benytte en tredieparts service. En ISP kunne forlange gebyr fra serviceleverandører for at tillade at deres service er tilgængelig i deres net.
”Det lyder sgu ikke godt, men heldigvis sidder du bare og finder på, Steen!” Nej, desværre. Det er en ret præcis beskrivelse af en særdeles bekymrende udvikling der foregår i USA i disse år.
Internet.org bygger på nogenlunde samme koncept. Der er en proces for udvælgelse af indholdsleverandører og websites. Der skal penge på bordet for at man kan komme med.
Indtil videre har jeg kun snakket om de kommercielle implikationer ved manglende net neutralitet, men de demokratiske problemer er faktisk endnu værre. Specielt i et ungt demokrati, som Indien.
Det er overvejende sandsynligt, at hvis udrulningen af internet.org i sin nuværende udformning bliver en realitet i Indien, så vil det være særdeles svært for alternative operatører, at etablere sig på markedet efterfølgende. En businessplan forudsætter et vist kundeindtag for at kunne hænge sammen, og mange mennesker (som ikke har prøvet andet) vil sandsynligvis stille sig tilfreds med gratisudgaven; De kan jo ikke vide hvad der mangler. Det vil nok heller ikke være nemt for et alternativ til Facebook selv, at blomstre op under sådanne vilkår.
OK, så borgerne må nøjes med visse kommercielle produkter og undvære andre. So what?
Hvad med nyhedssites? Blogsites? Alternative politiske sites?
Hvem bestemmer hvad der er tilgængeligt, og kan man både købe plads til sig selv, og samtidig betale for at andre ikke kan få plads?
Kunne de store etablerede partier f.eks. sikre, at mindre partier med alternative holdninger får sværere ved at komme til orde?
Er beslutningsprocessen åben, så alle kan se hvem der betaler for hvad og hvem der bliver afvist – og med hvilke begrundelser de bliver afvist, eller vil det pakkes ind under ”forretningshemmeligheder”?
I Danmark kan man for prisen af den billigste internetforbindelse og den billigste PC etablere en webside som er fuldkommen uafhængig og hvor man kan komme ud med lige præcis det budskab man måtte have behov for (med få lovbundne begrænsninger: bagvaskelse, racisme, …). Dette er på det lidt højtravende plan efter min mening en af de helt store fordele som menneskeheden har fået af internettet. Det er fremmende for demokratiet. Det åbner mulighed for systemkritik og åben debat – også hvis man ikke har særlig mange penge.
Hvad skal man gøre i Indien, hvis Internet.org bliver realiteten – og bliver markedsdominerende? Hvordan skal den lille m/k uden midler og kontakter kunne nå de 1 milliard medborgere med holdninger som måske ikke deles af parnasset? Mulighederne for at lave en internetbaseret start-up bliver også mødt med et øget kapitalbehov, så selvom internetadgang generelt er fremmende for jobskabelse, så vil lige præcis denne model trække den modsatte vej til en vis grad, så effekten på jobs og velstand kan vel diskuteres.
Men omvendt, så har de mennesker jo i dag ingen internetforbindelse overhovedet, og argumentet om vigtigheden af adgang til viden er uangribeligt. Adgang til viden er enormt vigtigt, men jeg mener det skal være UNBIASED adgang til viden.
En lidt polemisk sammenligning kunne være med Nordkorea, hvor befolkningen jo også har internet adgang. Der er sikkert adgang til både nyheder og vidensdatabaser, men er det unbiased, og vil I kalde Nordkoreanerne for et oplyst folk?
Er det mindre slemt hvis det er en stor koncern der sidder på informationerne, end hvis det er en diktator?
Hvad siger I? Jeg synes den er svær!
De regulatoriske myndigheder i Indien tager i øvrigt stilling til lovligheden af Internet.org i slutningen af denne måned.
Der er masser af artikler på nettet, f.eks.
http://www.theverge.com/2015/4/15/8423075/indian-startups-leave-facebook-internet-org-net-neutrality