Langtids leverandørtest

QNAP TS-639 Pro

Bragt i Computerworld d. 7 januar 2016

Jeg skal da også prøve at lave en anmeldelse af et produkt her i klummen. Men jeg vil selvfølgelig være anderledes, end alle de andre.

Jeg vil derfor lave en anmeldelse af et produkt, som ikke sælges længere.

En produktanmeldelse bygger som regel på en korttidstest af et nyt produkt, og det er jo også hvad man normalt er interesseret i: ”jeg skal bruge ny dims, er dims#A eller dims#B bedst?”

Denne slags tests fokuserer på funktionalitet, pris og performance. Men når nu dimsen er i hus og installeret så overgår man fra købs- til driftsfasen. Vi nørder skifter elektronik oftere end underhylere men dog sker det, at en dims kommer til at leve i hjemmet i længere perioder, og her kommer min test ind i billedet.

For kan man regne med at producenten vedligeholder softwaren? Hvad med ny funktionalitet?

Jeg har mange gange oplevet, at firmwaren som en dims bliver leveret med er den eneste firmware som dimsen nogensinde kommer til at se i sin levetid, og det er faktisk et stort problem!

Sikkerhedsbrister bliver ikke adresseret, interoperabilitet mod nye dimser bliver ikke håndteret. Hvis du er så heldig at din dims holder længere end garantiperioden, så ender du med et stykke teknologisk frilandsmuseum, som fastholdes i en tidslomme, som om verden omkring den ikke ændrer sig. Og når vi snakker IT-grej så ved vi alle, at nye standarder, nye dimser, og tonsvis af sikkerhedshuller vælter ind konstant.

Nu skal jeg ikke fastholde dig i spænding længere, kære læser. Jeg anmelder i denne klumme en Qnap TS-639 Pro NAS som jeg købte tilbage i 2010. Specs er lidt ligegyldige, da I alligevel højest kan finde den på dba eller ebay, men ultrakort er der er tale om en high-end NAS med plads til 6 harddiske.

QNAP TS-639 Pro

Jeg husker ikke nøjagtig hvor meget jeg gav for den, men inklusive seks 1TB diske var det i nærheden af 10.000 kr. Den billigst mulige løsning med samme plads på det pågældende tidspunkt kostede nok omkring det halve.

Da jeg købte den var den fed, men hvad nu – næsten 6 år senere?

Den er faktisk stadig fed! Fra start var hardware specifikationerne ret potente, og derfor leverer den fortsat en ydelse som jeg er tilfreds med. Der er en enkelt af de 6 diske som i mellemtiden er stået af, men en failure rate på 17% for (consumer-)diske over næsten 6 års kontinuerlig drift er indenfor de acceptable grænser.

Men hardware specifikationer er ikke grunden til min glæde – det er der imod Qnap’s software support, for det er her, hvor fårene for alvor skilles fra bukkene.

fw_klar

I de forløbne år har Qnap med jævne intervaller opdateret firmwaren. Ikke bare sikkerhedsopdateringer og fejlrettelser, men også ”major releases” der tilføjer ny funktionalitet. Det er rigtig lækkert at producenten, selv 5 års efter end-of-sale, fortsat tænker de eksisterende produkter med ind når de laver nye ting.

Vælg en leverandør som vedligeholder firmwaren til deres dimser!

Qnap, varmt anbefalet herfra!

Her tænker du på “Langtids leverandørtest”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.