Det var på høje tide at jeg fik leget med 3d print! En blanding af smølen og nærighed har hidtil afholdt mig fra at gøre alvor af det, men endelig fik jeg taget mig sammen.
Jeg faldt over en særdeles prisbillig kineser-klon af den klassiske Prusa i3 printer. Min model hedder Anet A8. Jeg købte den hos gearbest.com.
Printeren kommer som et samlesæt, og man skal påberegne ca 4-5 timer til samleprocessen. Der kræves ikke særlig værktøj og samlingen gik fint. Det værste er næsten når man skal pille beskyttelsespapiret af alle de mange akrylstykker – det er et værre pillearbejde og tog vel 15-20% af den samlede tid!
Kvaliteten kunne være bedre og jeg ramte da også et par småproblemer som måtte løses under processen, men ikke værre end jeg forventede.
Jeg har nu brugt printeren i en måneds tid, og jeg er overordnet tilfreds. Man får virkelig meget for pengene.
Se printeren i denne video:
Jeg synes der mangler noget omkring den software der skal til for at først designe og senere printe. En opfølgende video omkring dette kunne være fint. Kan gratis versionen af Google sketchup måske bruges?
Du har helt ret, Per. Jeg er ved at lave en video, hvor jeg gennemgår hele processen fra design over slicing til print. Og ja – Sketchup kan sagtens bruges.
Har du erfaringer med forskellige fabrikater og typer af filament? F.eks. ABS vs PLA – og om der er forskel mellem fabrikater, feks Devil Design vs 3DE Premium eller diverse unbranded typer (feks handlet via Ebay i Tyskland) ?
Hej Brian,
Ikke endnu – Jeg har indtil videre kun printet med PLA, og her er min erfaring at der er forskel på fabrikaterne, men jeg har ikke prøvet nok forskellige alternativer til at jeg kan give gode råd endnu. Når jeg har samlet mere erfaring laver jeg en opdaterende post.
Da du bestilte din printer hos gearbest.com, forhåndsfortoldet de pakken, eller klaret postnord den i dk med dig tillæg.
Køber du din pla i dk, eller over grænsen.
Den klarede postnord i DK (incl. gebyr). Du kan med fordel lede efter en model i europa 🙂 Jeg køber filament i DK. Priserne er ok herhjemme. Ned til omkring 170 kr/kg.
Hej
Jeg har kigget på http://3deksperten.dk/ de har ruller til 150 stk., men syntes der er meget forskellig kvaliteter af pla.
Har du overvejet sensor til selvnivilering og måske et andet hoved.
Så måtte jeg også hoppe på vognen og bestille en. Har dog bestilt min via EBay hvor den bliver sendt fra Tyskland til omkring 160 euro.
Jeg har flere steder hørt om der kan være en brandfare ved maskinen. Der bliver blandt andet diskuteret omkring fortinnede ledninger der skal afklippes under samling af maskinen. Ligeledes anbefales det at tilkøbe en MOSFET og køre strømmen til heatbedden gennem den, det skulle være fordi at man kører på grænsen af klemrækkens formåen med strømmen til heatbedden.
Har du gjort dig nogle tanker omkring disse forhold? Nu har du jo tidligere været efter strømspareskinner der var farlige så derfor tænker jeg at du sikkert har en holdning til dette.
Der trækkes ganske rigtig en del strøm gennem klemrækken til heatbed, men jeg tror nu at de tilfælde hvor det er gået galt for folk, så skyldes det at man ikke har været omhyggelig med at samle forbindelserne ordentligt. Jeg har i første omgang valgt at køre med maskinen som den er, for at danne mig min egen holdning til det. Jeg har ikke observeret at klemrækkerne bliver overdrevent varme endnu. Det er rigtigt, at fortinnede ledningender ikke er nær så velegnede til skrueterminaler, da de har en tendens til at blive løse over tid (og SÅ er det at brandfaren kommer i spil), men helt generelt så er det en god ide at efterspænde regelmæssigt. Specielt i et setup som dette, hvor ledningerne ikke er fikserede.
Hej. Rigtig god video og det lyder til at i har gjort jer nogle gode erfaringer. Der er måske nogen af jer der kan hjælpe mig, hvis i vil. Jeg skal bruge nogle lanterne glas, lys afmærkning til både, de skal være lavet af transparent plastik og skulle kunne tåle vind og vejr, farverne er henholdsvis rød og grøn, helst så tæt på som muligt [ kan Googles ] glassene er ca.50 mm høje en dia. På 50mm og en tykkelse på 5mm. Jeg har tegning i 3D solid word . Er det nogen af jer der har mod på det, så skriv til mig. Med venlig hilsen Kaj Skjærbæk