Googles nylancerede Nest Wifi får en tur gennem møllen og ikke alt er fantastisk.
Med Google Nest Wifi har Google valgt at sammenblande to opgaver i ét apparat: “forlængelse af Wifi signalet” og den stemmestyrede Google Assistant.
Som ingeniør med deraf følgende ekstrem fokus på funktionalitet kilder det min brokkekirtel, da de to ting potentielt betyder konfliktende krav til placering af satelitten/Nest punktet: Vil du have god Wi-Fi dækning men skal råbe for at Google assistenten kan høre dig? Eller foretrækker du dårligere Wi-Fi dækning, men kan til gengæld sige “OK, Google” i et normalt toneleje?
Og kan Google beslutte sig? Hvis det er et Nest produkt, hvorfor er der så kun Nest funktionalitet i satelitten? Igen da der er tale om en Wi-Fi router og en Wi-Fi extender vil de to enheder jo per definition ikke placeres tæt sammen, så hvorfor ikke tilføje mikrofoner+højttaler i router-delen? Det er hverken fugl eller fisk.
Nå – jeg er Wi-Fi nørd og har min privacy alt for kær til at være i målgruppen til et Nest produkt, så fokus i min anmeldelse og video er primært på hvordan produktet virker som Wi-Fi router+extender. Der er lidt brokkeri spredt gennem videoen (tror jeg kom over 10 rants) men det er svært ikke at have paraderne oppe, når man har et produkt i hånden fra en virksomhed, der lever af dine data.
Installationen gik nogenlunde smertefrit udover en enkelt unødvendig fejlmeddelelse som skyldes et dårligt gennemtænkt design af Googles Home app, hvor de tilsyneladende har forsømt at tænke over timingen i installationen af deres eget produkt.
Wi-Fi performance er ganske fin – over gennemsnittet for sammenlignelige produkter, og rækkevidden er også ok, men jeg benyttede lejligheden til at bruge den nye security-udvidelse i min CD-router testplatform fra QA Cafe til at kigge nærmere på den trafik der sendes fra Google Nest Wifi og op til Google i skyen. Det afslørede ikke noget alarmerende, men dog et par pinligheder som jeg hyggegriner lidt over i videoen.
Værre er det, at jeg konstaterede en fejlende firewall test case, der viser at Google Nest Wifi forwarder trafik fra LAN mod WAN selv hvis det kommer fra en IP adresse uden for LAN scopet. Dette er i strid med RFC3704 og kan udnyttes til at skjule ondsindede klienter på dit LAN uden at du kan konstatere deres tilstedeværelse.
Mit humør blev ikke bedre da syv ud af ni FTP test cases fejlede og det overordnede resultat var, at kun 91/100 test cases bestod. Det er ikke godt nok!
Men der hvor blodtrykket kom helt op på niveau med bilens dæktryk var da jeg konstaterede at Google blokerer for at du kan se ‘per-klient’ Wi-Fi informationer hvis du ikke accepterer “sky tjenester”.
Så du kan KUN få information om hvordan forbindelsen er mellem den router du har købt og betalt og de klienter du også har købt og betalt, hvis du accepterer at DELE de informationer med Google!
Det er for mig helt og aldeles uacceptabelt, og alene dette faktum gør at jeg aldrig ville vælge at have dette produkt i mit eget hjem. Der er masser af produkter i samme prisklasse med samme eller bedre performance hvor du ikke er tvunget til at give køb på din privacy. Helt ærligt synes jeg du skulle vælge et af dem.
Se videoen her – Den er lang, men der er en indholdsfortegnelse under videoen så du kan hoppe til de emner der interesserer dig.